Denne opskrift er direkte importeret fra USA. På et opskrifts-/kartotekskort. Håndskrevet! Af M selv. Denne her og så en anden opskrift på småkager/søde sager/julekonfekt (hvad man nu skal kalde det, men den vender jeg tilbage til senere på året 😉 ). Jow jow. Og jeg har lavet den 6 gange det forløbne år. 4 gange sidste år omkring juletid og 2 gange inden for den sidste uge. Julen sig nærmer og alt det der. Mon ikke det bliver til et par gange mere inden den tid..?
Turtles: (som de bliver kaldt hjemme hos os)
Dej:
- 5 dl mel (2 cups)
- 2,5 dl brun farin (tætpakket) (1 cup)
- 125 g smør eller margarine (1/2 cup)
Karamelmasse:
- 125 g smør eller margarine (1/2 cup)
- 1,25 dl brun farin (1/2 cup)
Desuden:
- 75 g hakket chokolade
- Evt. 100 g nødder (pecan eller valnødder)
Dej:
Smuldr smørret med melet og den brune farin. Blandingen kommes i en bradepande, der enten er usmurt eller foret med bagepapir (fx 18 x 25 cm) og trykkes fastere.
Hvis du vil tilsætte nødder er det nu de skal fordeles over dejen og trykkes let ned i den.
Karamelmasse:
Smelt smør og brun farin i en gryde ved middel temperatur under konstant omrøring. Når blandingen begynder at koge lad den koge ½ – 1 minut mere, stadig under konstant omrøring.
Blandingen hældes over dejen og fordeles så jævnt som muligt.
Det hele sættes i en forvarmet ovn ved 180 °C i 18 – 22 minutter indtil karamelmassen bobler lystigt og dejen er lysebrun.
Tag kagen ud af ovnen og drys med den hakkede chokolade. Lad chokoladen smelte let (2 – 3 min.) og brug så en ske til at fordele chokoladen let og lave mønstre.
Kagen afkøles fuldstændigt og skæres ud i passende stykker.
Husk nu det er småkager 😉
Skriv et svar til weekendophold i København Annuller svar